For 2 år siden mødte jeg nemlig Alexander, manden i mit liv - Og for 4 måneder siden, kom et lille mirakel til verden; Nemlig verdens lækreste baby Luna! <3 Begge har de været enorme tidsrøvere.. Og jeg elsker det!
Dem som har fulgt lidt med herinde, ved at jeg for år tilbage, fik konstateret PCO og fik den besked, at jeg skulle have hjælp til en eventuel graviditet. En fuldstændig overvældende og uoverskuelig information, når man ikke engang vidste hvem man skulle prøve at lave den her fremtids-baby med.
- Men skæbnen ville noget andet og pludselig begyndte min mave at vokse!
Jeg var helt pjattet med at have en stor mave.. Og savner den faktisk, når jeg tænker på at det lige om lidt er tid til at rende i sommerkjoler igen! :)
Men gravid blev jeg altså - Og ud skulle baby. Jeg havde en fornemmelse af at jeg ville føde før tid, på trods af at alle jo ellers siger at førstegangsfødende skal forvente at gå over tid.
En mandag morgen, 39+0 uger henne, skulle min kæreste på arbejde og jeg ved ikke hvorfor, men inden han tog afsted, fik jeg bedt ham om at ikke køre lange ture den dag.
Da han var gået, stod jeg op for at tisse.. Og ud løb en masse vand. Jeg troede måske at jeg ikke helt kunne styre min blære, men ringede alligevel til fødegangen og vi blev enige om at jeg skulle kigge ind.
Jeg ringede til Alexander, der vist blev en smule forvirret, satte mig ind i bilen og kørte mod Riget. Her plaskede jeg jordemoderen til med fostervand og fik et par piller med hjem, der skulle sætte gang i mine veer, hvis de da ikke kom af sig selv.
Jeg ringede igen til min kæreste og fortalte ham, at nu skulle vi altså være forældre og kørte hjem med sommerfugle i maven. Da min kæreste kom hjem, havde jeg stadig ikke fået veer og jeg mente derfor vi skulle tage en tur i Ikea - For vi manglede jo egentlig en lampe ved puslebordet! Ja, flot Nønne! :)
Vi tog heldigvis ikke afsted, men jeg tog istedet den første omgang piller imens Alexander hentede pizza og fandt naturdokumentar frem på netflix. Jeg ringede til min far og fortalte ham, at han altså blev morfar indenfor det næste døgns tid; Og jeg glemmer aldrig hans svar: "Jeg er ikke sikker på jeg har forstået det, så jeg kører lige på tanken og køber en fransk hotdog!"
Her sad vi så, sidste gang alene i vores hjem og spiste vores sidste måltid alene, så det sidste netflix alene - Indtil Alexander faldt i søvn.. Og jeg fik veer! Jubiii!!
Jeg gik ud i badet og fik skrabet ben og armhuler.. Så jeg ikke kom usoigneret på hospitalet - Og så blev det ellers stille og roligt tid til at pakke os sammen og tage på hospitalet.
Veerne blev hurtigt regelmæssige, men da vi kom havde jeg ikke åbnet mig særlig meget! Så vi skulle sætte os ned i cafeteriet og vente.. og vente.. og vente.
Til sidst havde jeg brug for at ligge ned og vi gik tilbage til fødemodtagelsen. Her fik vi et 'vente-værelse' og jeg blev undersøgt og havde stadig ikke åbnet mig særlig meget - Så vi skulle blive her lidt... Og jeg skal love for at veerne tog til. De tog nemt 15min af gangen, med en lille bitte pause - Og så kom de igen.
Min kæreste var en fantastisk fødselshjælper, der sørgede for at jeg trak vejret rigtigt og han forsøgte hele tiden at få lidt væske i mig. På et tidspunkt forsvandt jeg dog lidt væk i en ve, kastede op - Og omkring midnat fik vi endelig lov til at komme ind på en fødestue.. Nu var det snart, tænkte jeg - Men nej! :)
Jeg fik lov at komme i badekar og lå længe her og hyggede mig med mine evige veer og min søde kæreste, der brusede mig på lænden og den helt fantastiske jordemoder, som jeg er evigt taknemmelig for at vi fik. Efter et par timer, kom jeg op - Fik en ve måler på og her kunne jordemoderen se, at mine veer var stort set konstante! Jeg havde fået akkupunktur, så hun anbefalede at jeg hyggede mig lidt med lattergassen, når det var nødvendigt.
Jeg åbnede mig utrolig langsomt, på trods af at veerne var stort set konstante - Og midt om natten, blev der så tilkaldt en epidural-læge, da den søde jordemoder sagde til mig, at jeg var nødt til at få en pause fra mine veer, hvis jeg skulle have kræfter til at presse min datter ud. Stemningen på stuen var så rolig, så skøn og jeg nød virkelig at føde. For mig gjorde det ikke noget, at tiden gik - Jeg kunne godt have taget et par dage på det hyggelige værelse. Vi fik faktisk lidt søvn og fik lov til at være så alene som muligt på stuen.
Klokken 7 tirsdag morgen, 24 timer efter vandet var gået, kom en ny jordemoder til. Jeg var faktisk en smule ked af at, at sige farvel til hende den søde der havde fået os så roligt igennem natten, men hun blev heldigvis afløst af en ligeså sød jordemoder, der også helt forstod vores behov. Jordemorderen og lægerne var dog en smule bekymret for det langsomme tempo, da man jo helst skal være igang med at føde 24 timer efter at vandet er gået.. Og jeg stadig ikke havde en snert af presseveer. Der blev derfor sat ekstra overvågning på min datters hjerterytme.
- Men, som den yoga baby hun selvfølgelig er, lå hun bare og hyggede sig uden stress og nød de sidste timer i mors mave. Hun havde ikke travlt!! Så snak om kejsersnit og sugekop blev heldigvis hurtigt kastet bort og vi fik lov at bruge al den tid vi skulle! :) Hun var stjernekiggerJeg fik 3-4poser med ve-stimulerende drop, skruet godt op på max.. Og tirsdag eftermiddag skete der endelig noget. En følelse af at skulle lave en kææææmpe pølse, trængte sig på - Og så vidste jeg, at hun endelig var på vej ud til os! <3
Jeg stod, jeg lå på maven på en bold, jeg sad på en potte-lignede platisk ting og pressede og pressede og pressede. Jeg tror faktisk at vi fik prøvet, alt hvad der kunne prøves på fødestuen, så vi fik virkelig valuta for pengene - Og efter min skønne fødselshjælper/Alexander flere gange havde sagt, at nu kommer hun snart og jeg flere gange havde tænkt: "Næææeh, der går sikkert en masse timer endnu", gav jordemoderen pludselig min kæreste lov til at fortælle at nu kommer hovedet altså snart ud!
Jeg var spændt og glad og gjorde alt hvad jeg kunne for at nyde det og trække vejret! Næste presse-ve kom, jeg pressede 3-4 gange her, alt imens jordemoderen gav min kæreste besked på at tage fat og trække - Og vupti, så stod han med vores datter i hænderne.. Og sekundet efter, lå en fedtet, blå lille smølf på mit bryst og begyndte at lede efter mad!! <3
Pludselig var vi 3.. Min kæreste var blevet en far, der selv havde modtaget sin datter og jeg var blevet MOR! I samme sekund, forstod jeg meningen med livet!!
De næste par timer gik med at tude, korte visit fra bedsteforældre, glo lidt forvirret på hinanden, spise franskbrød og drikke te og slet ikke forstå, at det var vores datters fødselsdag og der derfor stod et flag på bakken med mad!
Da tiden kom til, at vi skulle på barselhotel, ramte virkeligheden os... Baby skulle have tøj på og udenfor i kulde og autostol! Jeg tror vi gik 30 gange rundt om os selv, inden vi til sidst måtte dobbelttjekke med en sygeplejerske, om det nu kunne være rigtigt at baby og vi selv skulle i tøjet og afsted!
Det var det mærkeligste og vildeste jeg nogensinde har prøvet og en kæmpe kontrast til fødslen og til at holde Luna i mine arme, som bare føltes så naturligt, så rigtigt, så bekendt!
Idag sidder der en lille trold, på skødet af mig og trykker med på computer tasterne. Hun kigger på mig med sine store øjne, der indeholder mere kærlighed end jeg troede var muligt og smilehuller der gør mig forelsket i hende - og hendes far - igen og igen og igen! Jeg har stadig ikke forstået hvordan vi blev de heldigste i hele verden, men jeg kan heller ikke huske, hvad livet var uden hende - Og jeg takker hende hver dag, for at hun valgte os!
Nogle gange, er de mindste ting, i virkeligheden de største <3
Velkommen til verden Baby Luna.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar