Sidevisninger i alt

onsdag den 31. juli 2013

Baby, er du ensom?

At være ensom er en meget underlig følelse, jeg ikke har haft før - Ikke før under en 3 uger lang familieferie. 

Det er en underlig fornemmelse, for jeg nyder mit eget selskab og har aldrig følt mig ensom når jeg er alene - Heller ikke selvom jeg store dele af mit liv har boet alene, har fået mit hjerte knust og ej heller når jeg står alene midt i en kæmpe storby i udlandet og ikke kender et eneste menneske.
Men 3 uger tæt sammen med min nærmeste familie gjorde dét...

Det lyder underligt i mine egne ører, men ensomhed har ikke noget at gøre med at være alene - Men at få afvide af ens nærmeste kan tvivle på ens hensigter, at de forventer der er en slags hieraki og ikke en fælles respekt, giver mig en følelse af at man ikke hører til. Los Angeles er nok en af de største byer, jeg nogensinde har været i, men alligevel følte jeg mig fanget og klaustrofobisk; Og jeg ville mest af alt bare væk eller være alene! 
For mig handler respekt ikke om penge, alder og holdninger; Men om accept, tillid og værdier.
Jeg har selv været fordomsfuld da jeg var yngre  og haft nogle stærke holdninger; men jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv og mener 110% at jeg er endt et sted, hvor jeg accepterer og respekterer alle mennesker uanset tro, hudfarve og livsstil; tiggeren på gaden, den snobbede tjener og den sure tykke bistandsklient med 10 børn. Jeg blander mig ikke i hvordan andre skal leve, spise, arbejde, sove, klæde sig, hvordan de opdrager deres børn eller hvorfor de handler anderledes end mig - Så når folk, blander sig i mit liv eller fortæller, at de mener jeg dømmer dem, bliver jeg uforstående. Jeg håber at andre mennesker ville blive mere afslappet, lige trække vejret og tælle til 10 for at opdage hvad der sker omkring dem, inden de begynder at brokke sig.. 
Og jeg forstår ikke at ens egen famile, kan tro at jeg ville dømme dem og jeg forstår ikke at de dømmer mig! 
Det fik mig til at indse, hvor meget jeg savnede mine venner, eller rettere min selvvalgte familie der hjemme, der accepterer mig for alle mine værdier og handlinger! <3

Jeg elsker min familie for alle deres skævheder, deres skøre indfald og deres meget forskellige holdninger og personligheder! Jeg ville dø for min familie og jeg har dem ALLE forevigt i en "La Familia" tatovering på min krop og jeg vil forsvarer dem og gøre alt for dem til hver en tid! Men lige så meget som jeg elsker dem, lige så meget kan de sårer mere end de ved. 

For mig er lykke, at gøre lige nøjagtigt det der gør DIG glad; Ligegyldigt om jeg forstår det eller ej - Om det er at jagte penge og succes, at bo i en husbåd og aldrig arbejde, hoppe nøgen rundt i gaderne eller om du er glad for dit job som flaskedreng i Netto og nyder at bruge din fritid på at spille computer er ligegyldigt; Så længe du er glad og tilfreds og så længe du møder andre mennesker med samme glæde og accept! 

De få ting jeg stejler over, at folk med en negativ indstilling og folk der dvæler i utilfredshed - Folk der blander sig i andres liv og har den tilgang at andre vil dem ondt.
Jeg selv tror på det bedste i alle mennesker, jeg accepterer at verden ikke går efter mit hoved og jeg gør hvad jeg kan få at andre føler sig tilfredse, så længe de ikke går på kompromis med mine grænser!
Min tilgang til andre er åben og positiv - selvom folk har såret mig, kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har tænkt eller snakket ondt om andre! Jeg siger min mening, hvis jeg føler det passende eller hvis jeg føler at folk jeg holder af kan udvikle sig eller give slip på negativitet; Men det er altid sagt med kærlighed..







Ensomhed kan komme, når man mindst forventer det - Så lad aldrig et andet menneske, uanset hvor meget du elsker det, overskride dine grænser! Og tro på det bedste i en enhver person og situation du møder på din vej <3